Dry martini er den mest kendte af alle de klassiske cocktails [ kilde mangler ] og indeholder som hovedingredienser gin og tør hvid vermouth i et til hinanden afmålt forhold, serveret i et isafkølet cocktailglas der har en indtil 10 cl. stor kegleformet skål på en slank stilk og stabil fod.
Forholdet mellem gin og vermouth variererer alt efter personlig smag og tradition, men typisk er fremgangsmåden, at man i et mixerglas halvt fyldt med is tilsætter 1 stænk Orange bitter, 1 del tør hvid vermouth og 2 til 5 dele gin. Der omrøres kort, og der serveres gennem en strainer i et koldt cocktailglas – til sidst presses nogle dråber olie fra en citronskræl i.
Feinschmeckere ynder dog at gøre deres dry martini ekstra tør, og forholdet 1 del vermouth til 7 dele gin er ikke ukendt. Der er udbredt uenighed om hvorvidt cocktailen skal garneres - og om det i så fald skal være med oliven, citronskræl eller perleløg. Æstetisk bør en dry martini fremtræde kold og klar med en fin, ren og fyldig aroma.
En dry martini regnes som velkomstdrinkenes konge.
I bogen Stirred – not shaken, af John Doxat, menes cocktailen at være skabt til John D. Rockefeller af en bartender ved navn Martini di Arma di Taggia på Knickerbocker Hotel i New York i 1912. Men der findes ældre kilder, der omtaler en drink ved navn Martinez, og en dry martini anses alment for at være en videreudvikling af denne.
Cocktailen Martinez blev skabt af bartenderen Jerry Thomas, der var en temmelig berømt bartender ved Occidental Hotel i San Francisco i midten af 1800-tallet. En gæst, der skulle rejse til byen Martinez i Californien, kom ind på baren, smed en guldklump på bardisken og ønskede en speciel drink. Jerry Thomas mixede en drink bestående af Old Tom gin, vermouth, bitter og Maraschino og kaldte den en Martinez som en hyldest til gæstens forestående rejse.
I den amerikanske The Bar-tenders's Guide fra 1887 finder man følgende opskrift på en Martinez:
Forholdet mellem gin og vermouth kan som nævnt variere, og der er pudsige eksempler på helt specielle og noget eksentriske fremgangsmåder. I John Doxats bog nævnes bl.a. disse:
Doxat selv anbefaler, at man hælder 8 cl. vermouth i et mixerglas halvt fyldt med is. Det får lov at synke til bunds i glasset, hvorefter man hælder det ud igen. Så fyldes glasset med 6 cl. gin pr. person, der røres i ca. 30 sekunder, og der serveres gennem straineren i iskolde glas. Der skulle med denne fremgangmåde hænge tilstrækkeligt meget vermouth fast på isklumperne, til at cocktailen får forholdet 1 del vermouth og 11 dele gin – en meget, meget tør dry martini.
Den engelske bartenderunion, United Kingdom Bartenders Guild, giver følgende opskrift på en rigtig tør dry martini: 9 cl. gin hældes direkte i et isafkølet cocktailglas. Heri dryppes 2 til 3 dråber ekstra tør vermouth. Nogle få dråber citronsaft fra en citronskræl dryppes i, hvorefter randen af glasset gnides med skrællen.
Fra filmene om den engelske efterretningsagent James Bond kendes en anden variant af tilberedelsen af en martini, der er udødeliggjort med de berømte ord: "Shaken, not stirred", men det anses ikke for god tone at shake en dry martini, idet mængden af vand der afgives fra isen, derved gør cocktailen for tynd.
Men så drikker James Bond på den anden side heller ikke dry martini – han drikker varianten med vodka, vodka martini .
Fra den amerikanske forfatterinde Dorothy Parker kendes dette lille digt:
Den amerikanske forfatter, skuespiller og filmskaber, Robert Benchley, er kendt for disse udødelige ord:
George Burns er kendt for dette citat:
Fra Jackie Gleason kommer citatet:
Man sagde om Dean Martin, at han altid bestilte gin og en telefon, hvorefter han ringede til sin kone og bad hende hviske "vermouth", mens han holdt røret hen over glasset.
Blandt andre kendte nydere af en dry martini kan nævnes Humphrey Bogart, Sir Winston Churchill, Richard Nixon, W.C. Fields, Mae West, Ian Fleming, Ernest Hemingway, Gerald Ford og George Bush Sr.